Så fik jeg lige lært nogle bandeord, dér!
De færreste var dog særlig stuerene, så det eneste jeg vil uploade her, er hiyar, som betyder agurk :)
Så: DU ER EN VÆRRE AGURK, ER DU SÅ!

Ikke nu, men NU, del II: Kappadokien, Starwarslandet!

Og så fik piben lige en anden lyd... Sidste weekend tog jeg med Lydia til det turistede, men virkelig flotte Kappadokien, hvor man går rundt med en fornemmelse af, at tre verdner eksisterer på samme tid. Samtidig med at man går rundt som turist, bliver behandlet som turist, og opfører sig som turist, er der en halvfattig befolkning, som ernærer sig ved landbrug og turisme, og en meget nærværende forhistorisk tid med huse under jorden og i bjerge, som lægger en eventyragtig stemning over stedet. Vi havde ikke så meget tid, så tog på en heldagstur rundt i landskabet, hvor vi bla så den formentlig største underjordiske by, et tilflugtssted for op til 10.000 kristne i 2. og 3. århundrede - idag 8 etager ned, og helt op til 18 etager da den blev brugt! Hernede såvel som i bjerggrotterne så vi samfund med kirker, bibelskoler, køkener og opholdsrum, og om aftenen tog vi med hotelejeren og hans ven ud i en grotte og grillede kyllinger og drak kappadokisk rødvin, mmm.

Ikke nu, men NU! Del I: Konya

'

Vejen fra Ankara, hvor man efter tre timers kørsel gennem ingenting kommer til Konya og dens 1,4 mil. indbyggere.

Konya, som ligger syd for Ankara, var hovedstad under seljukkiske sultaner fra 1071 til omkring 1300-tallet, og husede i 1200-tallet den muslimske filosof, Mevlana, som var kommet hertil fra Afghanistan. Efter hans død oprettede hans følgere en slags munkeorden, hvor nye elever efter tre dages stillesiddende bøn kunne optages i et 1001-dages forløb bestående af undervisning i Koranen, Mevlanas skrifter, dervish-dans og dagligdagsting som havearbejde og gæstgiveri. Jeg fik en grundig rundvisning mellem koraner med guldskrift og en montre med lidt af profeten Muhammeds skæg :), og bagefter fik jeg kaffe hos guidens søn, som i ægte Konya-stil var pottemaler.

Senere på dagen ville de unge herrer herunder prøve at sælge mig et tæppe, hvilket resulterede i, at jeg natten igennem fik drukket litervis af the og diskuteret tyrkisk politik og historie mellem tæppebunkerne og tyrkisk musik i højtalerne.

Dagen efter tog jeg til en lille (tidligere græsk) bjerglandsby lidt udenfor Konya, hvor jeg hørte stilhed for første gang side Danmark, nød udsigten over den anatolske højslette, og pludselig befandt mig i ikke-engelsktalende selskab, så jeg måtte finde min sparsomme vokabular frem og hoppe op på hesten... Moren og bedstemoren var ved at bage brød i haveovnen, og da jeg ligekom forbi, syntes de da jeg skulle være med. Snart havde vi the, hjemmedyrkede tomater, nybagte börek og hele familien omkring os, og jeg fik forklaret, at jeg altså ikke havde været bange for at tage til Tyrkiet selvom de var muslimer. Jeg fik sgu lidt ondt af dem, de følte sig nærmest forfulgt, fornemmede jeg, men jeg fortalte om min religiøse tilstand, og de fortalte om ramadanen, som da også afsluttede vores møde, da det efter en halv times tid blev bedetid, og jeg gik derfra med den fedeste oplevelse i lommen.