Hvor frækt!

Midt i midtterms-travlheden vil jeg lige smide et par kommentarer... PT er blogspot.com kun midlertidigt tilgængeligt fra tyrkiske IP-addresser, da nogle beviser på retfærdiggørelse af lukningen vidst er blevet væk... Til gengæld har denne som den seneste af en række lukninger af internetsider sat gang i en debat som man kan håbe vil ændre domstolenes mentalitet omkring ytringsfrihed.

En klumme om internetfrihed fra den engelsksprogede 'Today's ZAMAN':

http://www.todayszaman.com/tz-web/yazarDetay.do?haberno=156988

Relateret til emnet er dette blogindlæg om filmen 'Mustafa', som er et film om Atatürk, og ikke helt så rosenrød som mange havde ønsket. Filmen havde premiere på Atatürks dødsdag, d. 10. november, hvor alle stopper op et øjeblik omkring dødstidspunktet kl 9:05 for at mindes folkehelten. Jeg havde glemt dagen, så troede, det var jordskælvsalarm da jeg pludselig hørte sirener, biler og både have hornen i bund i ca to minutter. Fascinerende at tænke på en 20 mill stor by, der med ét stopper op og tager en fælles indånding...

Og et indlæg om filmen 'Mustafa' incl lidt bonusinfo:

http://www.zimbio.com/Mustafa+Kemal+Ataturk/articles/20/Mustafa+Kemal+Ataturk+Age+Cult+Hero+Over

Ellers har jeg bare tilbage at blære mig over at jeg havde sandaler på i skole d. 11. november :P

Så fik jeg endelig nosset mig sammen, så hversesgod, tre på stribe:

My room in the city

Jeg tog mig lige en flytter. Først boede jeg i en lejlighed eget af universitetet. Det gad jeg ikke, så nu bor jeg her:

Først så det sådan her ud:



Og nu ser det således ud:

(Bemærk Jean-Claude Van Damme i baggrunden):

(Bemærk i baggrunden Attatürk foran Tyrkiets første parlament):

(Bemærk farmor i baggrunden):

Sehr gemütlich, neh?

Og således er udsigten, når minaretterne kalder til dagens første bøn:

Der er tre større eller mindre moskeer i kvarteret, så der bliver sunget flerstemmigt, når der bliver sunget i de forskellige minaretter på samme tid (og nej, de synger ikke det samme ;))

I mit nye hus er der ingen regler, så her er en dejlig stemning af sammenhold og frihed, ammmm!
(Men man må helst ikke sige am, for det betyder fisse på tyrkisk)

Beliggenheden gør desuden, at jeg rejser fra Europa til Asien hver dag på min vej til universitetet. Det ser således ud:

Og når jeg har sent fri, ser det sådan ud:

Dyr and the city

Overalt ser man ejerløse hunde og katte. Staten tjekker dem regelmæssigt hundene for rabies, og afliver dem, der er i værst stand. Jeg tror at mange folk fodrer dem, for de er både pæne og menneskevandte. En nat blev jeg og nogle venner fulgt hjem af to legesyge hunde, så vi fik os en dejlig måneskinstur langs vandet sammen med 'de lokale'


....og fisk er der også mange af :) Nat og dag kan man se hovedsagligt mænd stå og fiske hvor som helst der er plads til fiskestangen, og på havnene steges der fiskefileter til 15kr-sandwiches.

Chai and the City (- et indlæg med en mistet tråd)

Her kommer et lille tema om lille Laura i det store land fyldt med giftefærdige unge mænd.... :)

Min lærer i faget 'Gender and Communication': "Some people in Turkey get married twice. They like to get married"

Taxachaufførens bror pr sms:
Han skrev for sin bror, taxachaufføren, da denne gerne ville invitere mig på kaffe, men desværre ikke talte engelsk. Jeg havde ikke lige lyst, men så kunne det jo være, at fætteren kunne få lov at hjælpe?:
"Hmm you are right:-)and my cousin want to learn englsh so I want to meet my cousin and you he is a student in marmara universty and his msn ...@... this is his telephonenumber ok"

Og med denne her ved jeg ikke helt, men jeg havde da givet mit nummer til politiet, da Madison og jeg meldte vores lejede cykler stjålne:
"Hi. I'm the policeman in Büyükada please call me"
De ville ikke noget, da Madison ringede.

Fyrene går sgu til den, uanset om de kan tale engelsk eller ej. Det er fuldstændig vanvittigt, så mange telefonnumre, jeg har fået, og jeg kan jo ikke benægte at det er smigrende, selvom det
efter sigende oftest blot bunder i en drøm om at blive gift med en (rig) europæer. Der er virkelig stor forskel på rig og fattig her, og jeg ser det (omend i det små) hver dag, idet jeg på vej til mit universitet, som er et privatuniversitet af den dyre ende, passerer hjemløse og handicappede, som forsøger at tjene lidt på at sælge kuglepenne og lommetørklæder på gaderne. Af og til bliver jeg helt flov ved mig selv og mit nye tøj, på trods af at jeg i dansk målestok er 'en fattig studerende.'

Så fik jeg lige lært nogle bandeord, dér!
De færreste var dog særlig stuerene, så det eneste jeg vil uploade her, er hiyar, som betyder agurk :)
Så: DU ER EN VÆRRE AGURK, ER DU SÅ!

Ikke nu, men NU, del II: Kappadokien, Starwarslandet!

Og så fik piben lige en anden lyd... Sidste weekend tog jeg med Lydia til det turistede, men virkelig flotte Kappadokien, hvor man går rundt med en fornemmelse af, at tre verdner eksisterer på samme tid. Samtidig med at man går rundt som turist, bliver behandlet som turist, og opfører sig som turist, er der en halvfattig befolkning, som ernærer sig ved landbrug og turisme, og en meget nærværende forhistorisk tid med huse under jorden og i bjerge, som lægger en eventyragtig stemning over stedet. Vi havde ikke så meget tid, så tog på en heldagstur rundt i landskabet, hvor vi bla så den formentlig største underjordiske by, et tilflugtssted for op til 10.000 kristne i 2. og 3. århundrede - idag 8 etager ned, og helt op til 18 etager da den blev brugt! Hernede såvel som i bjerggrotterne så vi samfund med kirker, bibelskoler, køkener og opholdsrum, og om aftenen tog vi med hotelejeren og hans ven ud i en grotte og grillede kyllinger og drak kappadokisk rødvin, mmm.

Ikke nu, men NU! Del I: Konya

'

Vejen fra Ankara, hvor man efter tre timers kørsel gennem ingenting kommer til Konya og dens 1,4 mil. indbyggere.

Konya, som ligger syd for Ankara, var hovedstad under seljukkiske sultaner fra 1071 til omkring 1300-tallet, og husede i 1200-tallet den muslimske filosof, Mevlana, som var kommet hertil fra Afghanistan. Efter hans død oprettede hans følgere en slags munkeorden, hvor nye elever efter tre dages stillesiddende bøn kunne optages i et 1001-dages forløb bestående af undervisning i Koranen, Mevlanas skrifter, dervish-dans og dagligdagsting som havearbejde og gæstgiveri. Jeg fik en grundig rundvisning mellem koraner med guldskrift og en montre med lidt af profeten Muhammeds skæg :), og bagefter fik jeg kaffe hos guidens søn, som i ægte Konya-stil var pottemaler.

Senere på dagen ville de unge herrer herunder prøve at sælge mig et tæppe, hvilket resulterede i, at jeg natten igennem fik drukket litervis af the og diskuteret tyrkisk politik og historie mellem tæppebunkerne og tyrkisk musik i højtalerne.

Dagen efter tog jeg til en lille (tidligere græsk) bjerglandsby lidt udenfor Konya, hvor jeg hørte stilhed for første gang side Danmark, nød udsigten over den anatolske højslette, og pludselig befandt mig i ikke-engelsktalende selskab, så jeg måtte finde min sparsomme vokabular frem og hoppe op på hesten... Moren og bedstemoren var ved at bage brød i haveovnen, og da jeg ligekom forbi, syntes de da jeg skulle være med. Snart havde vi the, hjemmedyrkede tomater, nybagte börek og hele familien omkring os, og jeg fik forklaret, at jeg altså ikke havde været bange for at tage til Tyrkiet selvom de var muslimer. Jeg fik sgu lidt ondt af dem, de følte sig nærmest forfulgt, fornemmede jeg, men jeg fortalte om min religiøse tilstand, og de fortalte om ramadanen, som da også afsluttede vores møde, da det efter en halv times tid blev bedetid, og jeg gik derfra med den fedeste oplevelse i lommen.

Can I buy some more time?

Puh, tiden går alt for stærkt... Der er snart gået en uge, så jeg må hellere kortfatte mig lidt. Onsdag tog Lydia, Carlotta, Anna og jeg med Arda og hans lillebror til deres fancy sportsklub, hvor vi hyggede ved poolen med udsigt over Ankara. Bagefter satte vi Anna og Carlotta af på pigehjemmet, og tog til Attaküler, Ankara's svar på Berlins TV-tårn, hvor vi spiste aftensmad og så aftenens udgave af udsigt over Ankara ( jeg kan vidst ret godt lide udsigter over byer...). Derefter stod den på gokarting, hvor Özgü, Akın og Ardas veninde var med, mega fedt!
Torsdag var jeg med en tysk pige, Babsi, ude at se Lake Morgan og et kæmpeindkøbscenter kaldet Panora. Vi fulgtes med en lidt mærkelig fyr, som vi have mødt i metroen hver morgen til skole. Han hedder Can, studerer medicin, og arbejder om natten på Gazi universitetshospital's skadestue - tilsyneladende et ret hårdt sted, da der er en del trafikuheld, men til gengæld meget dårlige trafikforhold for ambulancerne... Men altså, vi fulgtes med Can og hans ven, og tog først til Lake Morgan, som var ret klam, men havde en flot udsigt over højlandets bjegtoppe, og for en gangs skyld uden huse på. Derefter skulle vi til Anıtkabir, Attatürks mausoleum, men vi skulle liige et smut forbi Panora, hvilket åbenbart er en stolthed for Ankaranerne(hvis det hedder det), da Arda også tog Lydia og mig med derud dagen efter. Can var meget dårlig til engelsk, men ville meget gerne vise 'de europæiske piger' noget af Tyrkiet, og gjorde et virkelig stort nummer ud af at fortælle os, hvor glad han var for at have mødt os, og at vi var venner mm... Sær fyr, men imorgen bliver det Anıtkabir.
Fredag skulle Lydia og jeg have været med Arkın, Arda og Özgü op til et slot og spise, men Arda ville så gerne vise os noget, så vi tog i Panora og shoppede :) Derefter tog vi til housewarming hos nogle folk fra den britiske ambassade, som drengene havde mødt til Salsa. Den sygeste lejlighed! Kæmpestor, med parketlejlighed og tagterrasse med udsigt over Ankara. Fri bar og luksussnacks hele natten - vi fik endda lagkage :D Værtinden var hobby-lærinde i pole-dancing, så i de små timer blev der prøvet tricks af af hovedsaligt embassadens midaldrende mænd :) En meget løssluppen fest, og lidt surrealistisk med vesteuropæisk musik og feststil efter en uge i supertyrkisk stemning. Men rigtgig god aften, og vi tog syngende hjem og vågnede sent op til morgenmad kreeret af Arda og Akın. Faktisk blev vi der hele weekenden, hvor vi udvekslede musik, spiste på tyrkisk, og Akın fortalte en masse om islam. Han er semireligiøs, så han drikker kun små mængder alkohol, faster kun i nogle dage af ramadanen for at kunne passe sit arbejde ordentligt, og følger de regler der passer ind i hans liv. Jeg bad om at få lov til at se hans koran, hvilket jeg fik lov til, men han rørte den ikke selv, da han ellers ville skulle vaskes først. Egentlig måtte jeg og Arda heller ikke røre den, men vi fik lov på den betingelse at vi sad pænt oprejst, når vi læste den.

Udover dét skolen jo i fuld gang, og det er godt nok lidt hårdt at studere et fremmedsprog PÅ et fremmedsprog. Men lærerne er rigtig søde og tålmodige med os, så der skal nok komme noget godt ud af det! Som bonus er rektor en omvandrende tegneseriefigur, der altid har MEGET travlt med at strækmarchere ind i klasserne 5-6 gange om dagen for at tjekke protokoller og tale i et meget højt og vigtigt toneleje på hans helt eget unikke blandingssprog af lidt tysk, meget tyrkisk og meget lidt engelsk.

Og dagens bonusinfo:
1)Hjemmesiderne PirateBay.com, Youtube.com og kurds.dk er lukket for tyrkiske IP-adresser.
2)Saudiarabiens embassade i Ankara har god selvtillid (jf billedet) :)

Og PS: Hvem er Calamity Jane? :)
og PPS: Sevgili Asiyeh! Ben çok iyiyim, teşekkür ederim! Sen ve annem? Burada hava çok sıcak... Ben, yurtta yaşıyorum. Neşeli, çok kızla yurtta yaşmak. İyi günler okul'da!

Et finalement en lille billedserie fra den sidste uge. De kærligste hilsner fra mig






(1) Gazi Üniversitesi, TÖMER
(2) Et eksempel på uni-mad: Kold koriandersuppe, bulgur, gryderet af peberfrugt, tomat, chili og lidt kød og til sidst vandmelon.
(3) Gokartmennesker: fra venstre: Özgü, Akin, mig, Arda, Ardas bror
(4) Saudiarabiens emassade
(5) Fan-sko. Teksten siger: En dag vil alle elske Fehnerbahce
(6) Iram og hendes kæreste Ozgür, som vi spillede billiard med i sidste uge.
(7) Mig og min dejlige roomie, Lydia fra Tyskland
(8) Det anatolske højland set fra Lake Morgan.
(9) Vue over Ankara fra en okay lækker lejlighed ;)
(10) Attaküle fra neden
(11) Ankara set fra Attaküle

Gedetarm eller hønselort, hvad vælger du?

Allright, time for blogging... Mandag var første skoledag på Gazi Üniversitesi, TÖMER,hvor jeg nu har haft to skoledage i en klasse med tolv elever fra forskellige nationer; Polen, Tjekkiet, Ungarn, Frankrig, Italien, mig og en masse tyskere. Tror i hvert fald at halvdelen af alle eleverne på TÖMER er tyskere. Undervisningen er tiptop, det går hurtigt, så jeg har rigtig gode forventninger! Desværre er folk super dårlige til engelsk, så jeg fik sat hele kontoret på den anden dag, da jeg kom til at stille et lidt kompliceret spørgsmål om opholdstilladelse og accept fra TÖMER... ups... Gad vide hvordan det kommer til at ende... Der er undervisning hver dag fra ni til tre, sporadisk afbrudt af pauser af længde efter humør. Fra tolv til et er der frokost, hvor man betaler 1½ YTL (ca 6kr) for et måltid mad fra det traditionelle tyrkiske køkken. Idag bestod det af köfte, linsesuppe, ferskensuppe, pasta og lidt grønt.

Mandag aften gik jeg en tur med Lydia og Iram, og Iram fortalte mig, at når jeg løber ture, tror folk at jeg er prostitueret - åbenbart en form for 'running hooker' :) På gaden mødte vi Irams kæreste, så vi tog på en lille café, hvor vi fik blåmuslinger, ayram hvilket er en slags salt kærnemælk som tyrkerne drikker hele tiden, og en lille sandwich med noget i stil med gedemave/fåremave. Når jeg slår ordet op, siger ordbogen 'tyndtarm', så det er ikke godt at vide hvad jeg har proppet mig med :) Det smagte fint nok, var fyldt med chili og mindede lidt om stærk kebab, men det smagte ret meget af ged, hvilket jeg ikke er så vild med. Så kan jeg alligevel bedre lide almindelig tyndtarm... ;) Bagefter tog vi på en spillebar, hvor folk spillede kort, og vi spillede billard. Jeg lærte også at spille noget kaldet threeballs, og vi trænede farvernes navne på kuglerne, og jeg fik trænet at sige Çok güzel burdu (godt skudt). Vi drak tyrkisk the og lavede masser af skæg - en rigtig god aften, og igen skønt at være under den tyrkiske gæstfriheds vinger.

Idag var jeg så i skole igen, og bagefter ville Charlotta og jeg besøge en stor moské, men vi kunne ikke låne tørklæder, så vi tog en kop tyrkisk kaffe i stedet, ved vandfaldet foran moskeen. Hun skal på motorcykel langs den tyrkiske sydkyst, gennem Libanon og til Palæstina med en ven efter hendes ophold... Øy....

Og så er jeg begyndt at lære Misha, den IKKE-engelsktalende ansatte her, som tog imod mig den første dag, lidt engelsk. Det er som at være i en lille familie her, virkelig hyggeligt!

Dagens bonusinfo:

1) Charlottas far er den ene af de to eneste i verden, som spiller på et bestemt instrument af glas (som i Agent Catwalk), og han turnerer blandt andet i Asien med det (fjollede) instrument. Charlottas far er klaverlærer på et italiensk konservatorium, og har opfundet instrumentet, som er særligt pga opstillingen af glasset, og fordi han og den anden er de eneste, som komponerer musik med dette instrument.

http://www.gianfrancogrisi.com/

2) Ikke alle synes, at vitsen med hønselorten er sjov... (But why???) Der var i hvert fald en tysk pige, som syntes jeg var ret underlig igår :D

PS. Mange tak/stadig tak for de nye hilsner!

Maltepe Cami

Mişa, min ene tyrkiske mor. (3D-billede af Atatürk i baggrunden - han er også på side et i min ene tyrkisk-bog)

Abefest for Mouhammed/Şerefe!

Øy, så strøg weekenden forbi som en tropisk storm over Omø Sund! De to piger fra den anden dag viste sig at hedde Solmaz og şule, og şule fik hurtigt lagt planer for mig og hende, så fredag tog vi på bar med nogle af hendes venner fra torsdagen. I mellemtiden havde jeg desuden fået en roomie, Lydia fra Tyskland, så hun kom med, og vi havde en hyggelig aften. Vi måtte dog lige sætte ’vores chauffør’, Arda, på plads, for han kørte på ægte tyrkermanér, hvilket ikke er nogen stor fornøjelse. Jeg forstår ikke hvordan de gør det, for det lader til at alle tyrkere har samme vanvittige kørestil, men det virker tydeligvis med alle de hæsblæsende sammenfletninger og opbremsninger… Vi fik dog sat Arda lidt på plads, så han siden har kørt rigtig pænt, og han er sandelig en trofast chauffør.
Lørdag tog şule, Lydia og jeg med drengene, Arda, Akın og Özgü, i swimmingpoolen på et hotel, hvis faciliteter står til rådighed for eleverne fra drengenes universitet, så vi var i tyrkisk bad og sauna, og jeg lærte at hovedspringe. Om aftenen tog vi ud for at fejre profeten Mouhammed’s fødelsdag (de er vist ikke meget mere muslimer end jeg er kristen…) med salsa, hvorefter vi tog på et lækkert sted, hvor vinen blev serveret i isbeholdere, og man jævnligt fik serveret frisk frugt, nødder og andre lækkerier. En super god aften, hvor vi dansede hele natten, og for at slippe for lukketiden kl tolv her på pigehjemmet, sov vi alle sammen hos Özgü, som lavede morgenmad til os næste morgen. Dejlige drenge at være sammen med – man føler sig rigtigt som en prinsesse - vi må endelig ikke mangle noget, og at vi skal sige til, hvis nogen generer os osv. Banu var også med om aftenen, og Tuuba var der med sin kæreste, som lige havde taget hende tilbage, og hos Özgü var der desuden en pige, hvis navn jeg ikke kender, men hun er en sød lille fin dansende skønhed :) Og det sted, hvor vi dansede salsa mødte jeg igen den fyr/mand fra i torsdags, som havde været overbevist om at jeg var russer, og stadig talte tyrkisk med russisk accent til mig… Alt i alt en rigtig god weekend – ret meget som i Danmark, bare tilsat sydligt temperament, høje temperaturer og godt med oliven!

Dagens bonusinfo:
1) Ankara er fyldt med bakker, minder meget om St. Etienne eller San Fransisco.
2)Til gengæld synes de unge, at Ankara er en dødssyg by, hvilket er grunden til, at en omfattende salsakultur er opstået.
3) De unge bliver boende hjemme til de er gift, også selvom man er 30år og kirurg! (Og ja, jeg har mødt kirurgen - Tuubas kæreste)

PS - Rigtig dejligt at se Jeres kommentarer - et skønt tegn på, at der er nogle der gide høre lidt på mig :)!

En oase i udkaten af Ankara

Akın og jeg

(Sløret) vue over Ankara

Dagens morgenmad

Günayd1n ,

Dagens morgenmad blev lidt interimistisk, da mit vækkeur var på dansk tid. Nogle piger kom og vækkede mig, og vi fik lov til at gå i køkkenet og få lidt. Noget anderledes morgenmad end i DK, men ganske udmærket alligevel. Jedda, som også var kommet sent op, fortalte mig, at morgenmaden er enhver husmoders stolthed. Her i huset består den af 6-7 forskellige slags oliven, feta, tomater, agurker, vandmelon, brød, og idag nogle cigar-ting af filodej med kartoffelfyld. Og stærk, sort the!

Salsa

Puha, så fik jeg skudt mit ophold igang - har været ude med nogle piger herfra, og vi mødtes med nogle forskellige mennesker på et hotel, så nu har jeg to projekter for Ankara: Tyrkisk og SALSA - har fået mine første lektioner i aften, båtbåt! Iyi geceler! L

Merhaba!

Så fik jeg sovet lidt, og stod op til aftensmadsbuffet i hvad jeg synes var stor stil! Fandt to søde piger ( eller de fandt nu nok mere mig), en tyrker og en iraner, begge studerende, som har vist mig rundt i denne del af byen. Desværre er alle folks navne så svære at sige, at jeg glemmer dem med det samme igen... Må finde på noget....
Men området er et sjovt sted, fyldt med mennesker og butikker i alle afstøbninger - fra fine restauranter over Starbucks til små sleazy skobutikker. Og så er der mange isboder og boder med majs...
Lidt senere skal jeg med pigerne ud til nogle af deres venner.

Dagens ret: Simit, en slags bagel med sesamfrø udenpå.

Hej Ankara...

Så er jeg sørme i Ankara... Byen ligner lidt en sydeuropæisk mindre by - eneste forskel er, at den fylder hele horisonten... Lige nu skal jeg bare sove - Sov et par timer i flyet, men.... Der er ikke så frygtelig mange, som taler engelsk, men hjælpen skal man ikke lede mere end et par sekunder efter, og hver anden gang kommer den til mig, og fagter og et sødt smil rækker langt - du har oplært mig godt, Molle ;)
Scenariet fra flyet var ud over et stort bjergområde plastret til med små bitte marker i alle former og farver, og turen fra lufthavnen gik forbi nogle mærkelige byggeplads-agtige boligkvarterer med alt fra papskursværksteder til høje høje nybyggerier. Og mange små bitte mosker. Og ingen/meget mørke streger på vejene - selv ikke i tresporede rundkørsler (firesporede med god myldretidsvilje) - de er fandme gode til at køre bil! Tror det er derfor, så mange indvandrere kører taxa ;) Min chauffør var i hvert fald supermand i det trafikinferno!
Nu har jeg været ude at købe lidt ind med Lady of the House, har fået morgenmad her, og har fået et fint lille værelse, hvor jeg vil prøve at få en lille én på øjet.
Kærlige hilsner fra mig

Velkommen

Velkommen til min blog, som i første omgang skal være min dagbog/ugebog/månedsbog for mit semester i Tyrkiet.